Spørgsmål vedr. fibernet

Det har ikke skortet på spørgsmål, siden nyheden d. 8. juli. om, at der muligvis kommer fibernet til Agger nordre Sommerhusområde.

Spørgsmålene kredser alle om de samme fem emner, og de besvares her.

  • Hvad har antenneforhold og parabol med fiber at gøre?

TV-modtagelse er blot endnu en mulighed med fibernet. I forhold til at modtage sit TV-signal via parabol og antenne vil man med fibernet helt undgå at skule opsætte og vedligeholde sin egen antenneinstallation.

Bemærk: Har man på privat-/helårsadressen en TV-løsning med WebTv (som det er standard hos f.eks. AltiBox, Stofa, youSee og Waoo), kan man med fibernet tage alle sine kanaler hjemmefra med i sommerhuset – vel at mærke uden TV-abonnement i sommerhuset, men alene med bredbåndsabonnement.

Bemærk endvidere at medlemmer som har mobilabonnementet Telmore Play vil kunne se undeholdningstjeneserne HBO Nordic, TV2 Play, C More Play og Min Bio med fibernet i sommerhuset, ligesom man også kan tage sit Netflix i sommerhuset med fiberbredbånd.

  • Hvorfor skal man have hvilende abonnement. TDC har ikke den slags begrænsning?

Hvilende abonnement er sandelig ikke nogen begrænsning. Det er et meget favorabelt tilbud til Agger nordre Sommerhusområde, og et hvilende abonnement er ikke noget AltiBox bestemmer, at man skal have. Det bestemmer man helt selv.

Fordelen ved et hvilende abonnement er, at man som husejer i Agger nordre Sommerhusområde kan reducere abonnementsprisen til kr. 50,-/md i op til seks måneder om året, hvilket jo er fordelagtigt at drage nytte af i de perioder, hvor huset alligevel ikke anvendes. Rigtigt er det dog, at TDC ikke tilbyder en tilsvarende favorabel abonnementsordning.

  • Vi har allerede internet i huset med mulighed for telefon og tilvalg af tv-pakker hos TDC/youSee.

TDC kan i Agger nordre Sommerhusområde kun tilbyde deres produkter til de relativt få huse som har kobberkabel trukket ind i huset til fastnettelefon. Fibernet, som er glasfibre, der overfører data ved hjælp af lys, kan fremføre al elektronisk kommunikation og information med en langt større båndbredde, kvalitet og præcision end tidligere anvendte teknologier såsom gamle telefonkabler. Og fibernet tilsikrer også, at man kan bruge fastnettelefon.

  • Hvorfor medfølger der ikke informationer om kapacitet og priser?

Dette spørgsmål er ubetinget det mest stillede, og det viser, at der faktisk er interesse for fibernet, hvis prisen ellers er rigtig.

Årsagen til at der ikke medfølger informationer om kapacitet og priser er netop, at Altibox gerne vil høre, at man er interesseret i at få mere at vide. Derfor er spørgsmålet lige det, som AltiBox venter på, og spørgsmålet om kapacitet og priser er derfor præcis det, man skal stille til Morten Bøggild Andersen fra AltiBox, jf. det udsendte brev.

Igen: Det er helt uforpligtende at give sin interesse til kende men samtidig helt afgørende, at man gør det.

Til mba@altibox.dk kan man f.eks. skrive:

”Jeg er interesseret i at høre nærmere om fordelene ved fibernet og priser; men vil først tage endelig stilling, når jeg har modtaget denne information.

Med venlig hilsen”

Det kan ikke understreges nok, at Thy-Mors Energi og AltiBox kun går videre med sagen, hvis vi tilkendegiver vores interesse, og det gøres altså ved, at man hver især sender en e-mail til mba@altibox.dk.

  • Hvorfor skriver I at udlejning vil blive lettere?

Fordi alle i udlejningsbranchen siger, at ordentligt internet i dag er den mest efterspurgte facilitet i sommerhuse.

For at bekræfte dette kan opmærksomheden blot henledes på Jyllands-Posten fra i torsdags d. 21. juli., hvor man under overskriften ”Bredbånd er for smalt i fritidshuse” oven i købet kunne læse, at udlejningsbureauet Sol & Strand har lavet en opgørelse, der viser, at hurtigt internet i gennemsnit giver to uges ekstra udlejning om året pr. hus.

Læs Jyllands-Postens artikel her >>.

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *